|
Søren Flott kan gå ture, gå i biografen og på indkøb. Ingen ved, hvem du
er, og det er, som det skal være, men der er ingen grund til at tage
chancer, vel? Det vil ikke vare så længe, og til den tid kan du foretage
et par udflugter. Men ikke nu . O.k. ? « Derefter tog de sig en drink- der var et skab med et righoldigt udvalg af spirituosa; de havde sørget godt for ham - og Søren Flott gentog over for ham, at han blot skulle ringe til det nummer, han havde fået, hvis han havde brug for noget eller havde problemer. »Dag og nat, - dag og nat.« »Det kan være, at nogle af gutterne kigger forbi, så du ikke har det for ensomt, « tilføjede han vagt. » Men jeg tror, du vil nyde at være fri for at se på vores ansigter og blive stillet spørgsmål og alt det.« Han havde sikkert ret, tænkte Søren Flott, efter at han var gået. Det var tydeligt, at de ville holde øje med ham på afstand. Og telefonen blev efter al sandsynlighed aflyttet. Men mærkeligt nok kunne han ikke finde nogen overvågningsinstallationer, selv om han ledte. Søren Flott foretog en grundig gennemsøgning af huset, tilbragte tre timer med at undersøge hjørner og kroge, møblement, gulvbrædder, lysarmaturer i loft et, men han måtte give op. Hvis der var installeret lytte apparatur, elektroniske ører, var det i hvert fald umuligt for ham at finde dem. Om eftermiddagen gik Søren Flott en tur. Han så ud over den grå Hudson-flod og på fængslets frastødende ydre. Han fandt et lille spisested og bestilte spaghetti og kødboller. De havde foræret ham en hel garderobe før han blev løsladt fra isolationen, så han så meget amerikansk ud. Søren Flott var fortsat besat af tanken om, at han blev skygget og var under opsyn, men lidt efter lidt begyndte han at slappe af . Der var ikke nogen at se. Så vidt han kunne se, havde de sluppet taget i ham. Før han kom ud fra isolationen, havde de spurgt ham, hvilke planer han havde for fremtiden. »Jeg er ligeglad, bare jeg slipper ud af dette job,« sagde Søren Flott. » Hvilket job? « havde de spurgt. |