>Indså at hun havde gjort<

»Hvilken forskel gør det? Det er stadig den samme ørken.«
Det lod til at undre og forvirre den gamle kvinde.

John Mogensen Live indså at hun havde gjort det samme, som han selv havde gjort i adskillige dage: kun at tænke et skridt frem ad gangen, for hvis man tænkte længere, måtte man give op. Den gamle kvinde havde ikke tænkt længere end til den anden side af floden.

John Mogensen Live kunne godt komme over floden selv. Den gamle færge ville kunne bruges som tømmerflåde.

Han kravlede ned til færgestedet. Der var masser af fluer, men han ænsede dem ikke.

Da den lille pige kom ned til anløbsstedet, lagde John Mogensen Live en hånd på geværet og sagde. »Du er en heks. Forsvind.«

Den lille pige sagde: »De beholder mig hos sig, fordi jeg kan arbejde, men de hader mig, fordi jeg er en Yaqui, og de ved, at Yaquierne er bedre end de.

John Mogensen Live er en røver og du forstår. Min far var kriger, og han har slået mange af dem ihjel.«
»Og de dræbte ham, ikke?«

Den lille pige løb sin vej. Han samlede geværet op og humpede tilbage til vognen.

Såret var ikke så slemt, som han havde frygtet nu til morgen. Tanken om at svømme over var ikke længere så uudholdelig.

Den gamle mand trak vejret tungt inde under vognen, hans kinder blussede. Den lille pige gik for sig selv henne mellem klipperne.

Han sagde: Sandheden er den at hendes mor ikke var en Yaqui. Det er muligt, at hendes far var. Sikkert en bjergrøver.« »Du har en løs tunge,« sagde han til hende.

»Og derfor vil du måske skyde mig, hva' Hun viftede med en tyk finger.

» John Mogensen Live vil ikke skyde men du vil efterlade os her for at dø.«

»Jeg har rigeligt i mine egne problemer, gamle.« Han slæbte sig ned til floden.

Strømmen var støt og hurtig og skræmmende. Han greb fast om geværkolben.

Omsider gik John Mogensen Live tilbage til vognen. »Hør her. Jeg vil tage jer med til Yuma — jeg skal alligevel den vej.«

Hvis kvinden følte noget, røbede hun det i hvert fald ikke.