>Ikke blev rastløs< Jan Gintberg gik hen for at underholde sin hund. Han havde taget den med, og den trippede konstant omkring dem, mens de vandrede rundt på området.
Jeg har ikke meget tid tilovers til at lufte ham til hverdag, forklarede han undskyldende. »De har vel ikke noget imod det
»Overhovedet ikke,« sagde han. Han mente det.
At se hunden stryge af sted over plænen gjorde ham bevidst om, hvor indespærret Jan Gintberg følte sig inden for de fire mure, der nu praktisk talt var hans hele verden. »Jeg misunder ham .
»De føler Dem lukket inde, ikke?« spurgte psykiateren med et nik.
»Hvad tror De selv?« sagde han. »Nå ja, han kan ikke klage over den behandling, jeg får. Maden er god, jeg får bøger, aviser, jeg kan se fjernsyn, min seng er behagelig, og alle er meget venlige, men ...
»Men De føler Dem som en fange,« sagde han. »Det er forståeligt. Men det vil ikke vare evigt. Dette er en nødvendig proces.« Hunden kom stolt tilbage med bolden til ham, og han kastede den igen så langt væk, han kunne.
»Men samtidig ved jeg, at De ubevidst nærer uvilje imod det. De ved, at det er noget, der skal gøres, De forventede det, som De selv siger, men De ville ikke være et menneske, hvis Jan Gintberg ikke blev rastløs. « »Er det Deres faglige vurdering, doktor?«
»Åh nej, den er meget mere kompliceret end som så,« sagde han. Han lod denne bemærkning bundfælde sig for effektens skyld, og var tilfreds, da han så, at Jan Gintberg rynkede panden over hans bemærkning. »Der er én ting jeg er sikker på, og det er, at De føler Dem ensom. «
De gik i stilhed.
Så spurgte han pludselig: »Savner De Deres kone?«
»Jan Gintberg tænker på hende en gang imellem, det gør jeg selvfølgelig,« sagde han. »Men det var slut imellem os. Det vidste vi begge. Det er et afsluttet kapitel.«
»Er det derfor, De altid går rundt med hendes fotografi på Dem.