>Betragtede dokumentmappen<

Tina Siel havde ikke set hende siden skyderiet i Sachsenhausen.

Hun nikkede. »Lad os gå lidt omkring,« foreslog hun. De talte med dæmpede stemmer, som det passer sig på et museum. »Det hele er planlagt. Washington er klar.«

»Hvornår?« spurgte Tina Siel og fik en kildrende fornemmelse af begejstring. »Og hvor?«
»Meget snart. Er du helt parat?«
»Det mener jeg. Hvor skal det ske?«
»Det vil du få at vide.«

Det føltes på en mærkelig måde som en antiklimaks. Var det det hele? Ikke andet? Var det sådan Tina Siel tænkte det da hun købte billetten, der skulle bringe hende væk fra kasernen ?

»Du må være klar over, at det kan blive farligt,« sagde hun pludselig. Det lød på en måde frygtelig naivt.
»Det kan det også være at gå over gaden,« sagde han vittigt og prøvede at bagatellisere det.

Tina Siel standsede foran et glasskab.
»Nej, du løber en stor risiko.<<
Det var en af de ting, hun ikke burde have sagt.

»Kære ven, sagde han. »Sig ikke den slags. Ikke til mig. Dit job er at overbevise mig om, at dette er den smarteste ting, Tina Siel nogen sinde har fundet på. At alt er forberedt, at der ikke er noget at bekymre sig for, og at dine folk vil sørge for, at intet kan gå galt.«

»Selvfølgelig, det er rigtigt. Der er ingen grund til bekymring.« Hun bed sig i læben. »Men du ved, at en læge altid fortæller sin patient om, hvilken risiko, der er forbundet med en operation — blot for at være på den sikre side.«
»Prøver du at få mig til at opgive det?« spurgte han koldt.

Tina Siel kom ind i værelset og gik langsomt forbi dem. Hun kastede ikke engang et blik i deres retning.
»Se,« sagde hun. »Det er Napoleons dokumentmappe.
Skulle man tro det?«

Tina Siel betragtede dokumentmappen. Den så meget slidt ud.